Sigerslevøster den 7. juni 2010.

 

 

 

PÆDAGOGISKE OG SKOLEUDVIKLINGSPLANER

for skoleåret 2010 – 2011.

 

 

 

Endnu en pædagogisk handleplan er udarbejdet.

Den pædagogiske handleplan er udarbejdet af lærerne og ledelsen i

samarbejde.

Tiltagene i det kommende skoleår skal igen ses som et forsøg på at fortsætte kvalitetsudviklingen på Sigerslevøster Privatskole.

En udvikling, der naturligvis tager udgangspunkt i skolens fundamentale værdier.

 

Dette års time- og fagplan fungerer fortsat godt, derfor fastholder vi den igen i det kommende skoleår.

Vi har de seneste par år også udvidet timetallet ved følgende tiltag: Fysiktimer i 7. klasse som deletimer med engelsk og tysk; vi har valgt, at 8. og 9. klasse igen har valgfag; Berlinturen for 9. klasses elever, og for de mindre elever er der ”aktivitetsværksted” efter skoletid med henblik på de elever, der har det svært med sociale relationer. Vi bruger fortsat tid på skilsmissegrupper, hvor eleverne sammen med en lærer har et fortroligt rum til at få snakket sammen.

I dette skoleår har vi også oprettet et ”hurtigløber”-hold i matematik. I skrivende stund arbejder vi på, hvem der skal føre dette projekt videre.

 

Så alt i alt har vi over de seneste par år udvidet timetallet på undervisningssiden.

I det kommende skoleår vil der ikke ske en forøgelse af undervisningstimetallet, men Sigerslevøster Privatskoles undervisningstimetal og aktivitetstilbud er absolut på et meget OK niveau.

Tænk på alle de artikler angående nedskæring i folkeskolerne. Der er vi slet ikke.

 

Indsatsområderne på Sigerslevøster Privatskole:

 

  • Skolen skal være mere energibevidst. Vi skal gøre en indsats for at spare på strøm, varme og vand. Dette indsatsområde gælder alle på Sigerslevøster Privatskole og vil komme alle til glæde, når vi sparer penge, og derved får flere penge til andre projekter på skolen. Pedellen vil få til arbejdsopgave at aflæse hver den første. Jeg vil til morgensamling orientere om skolens forbrug, da denne bevidstgørelse af vores energiforbrug ikke kommer eleverne til skade. Dette skrev jeg sidste år, og det skal fortsat være et indsatsområde, da vi skal arbejde på at blive mere energibevidste. Vi skal sætte os nogle klare mål.

 

  • EDB. Det vil være et indsatsområde i en del år endnu. Vi har fået udarbejdet en handleplan i forhold til undervisnings- og investeringsplan. Ud over punkterne på edb-handleplanen vil der i det kommende skoleår være et fokusområde, at ”opdrage” / lære eleverne at forholde sig mere kritisk over for internettets udbud.

 

  • Vi fik indført forældreintra i løbet af skoleåret 2009 - 2010. Vi er lige i tænkeboks angående, hvornår vi vil indføre elevintra.

 

  • Specialundervisningen er en vigtig del af undervisningen på Sigerslevøster Privatskole og er til stor glæde og gavn for mange elever. Jeg mener, at tiden er inde til at få revideret formålet / strukturen for SØP. For en del år siden udarbejdede en tidligere ansat formålet / strukturen, som er et udmærket udgangspunkt for en revideret udgave. Men igen et indsats område der skal bruges tid og energi på, specielt nu hvor SØP satser på at uddanne en lærer i specialundervisning. Dette skrev jeg sidste år. Vi kom ikke i gang i skoleår 2009 - 2010, men vil gøre en indsats for at komme i gang i det kommende skoleår. Det er vigtigt at nå at bruge Inge Bjerrings erfaringer, inden hun går på pension, kombineret med at bruge de erfaringer, som Jonna Ladegaard får ved sin videreuddannelse inden for specialundervisning.

 

  • SFOernes hverdag/struktur/tilbud. Vi har også arbejdet på det, men der skal fortsat bruges energi på det område. Nu hvor den nye SFO-bygning bliver taget i brug, skal vi have fokus på strukturen/hverdagen.

 

  • Sigerslevøster Privatskoles jubilæumsskrift skal der arbejdes videre på i forhold til at få udarbejdet et historisk skrift om Sigerslevøster kommuneskole samt Privatskole. Dette skrev jeg sidste år. Vi er desværre ikke kommet i gang, men har det fortsat som indsatsområde. En tidsramme for arbejdet vil blive udarbejdet.

 

  • En øget indsats for et større pædagogisk samarbejde lærerne imellem. Ved fælles planlægning af flere fælles undervisningsforløb, temadage og fælles klassefagdage mm. vil lærerne få mulighed for at indgå i en udviklende erfaringsudveksling. Dette arbejde har været i gang i indeværende skoleår, men vi kan absolut udvikle os mere og bedre, så derfor er det fortsat et indsatsområde i det kommende skoleår.

 

DET eneste nye indsatsområde:

  • Personalegruppen sætter fokus på arbejdet omkring skolens værdier. På de kommende forældremøder vil der også være fokus på en dialog omkring skolens værdier.

 

Dette, at der reelt kun er ét nyt indsats område, er IKKE et tegn på, at vi er ved at gå i stå, men det er vigtigt at færdiggøre indsatsområder, inden nye bliver ”søsat”.

Vi skal ikke have søsat for mange skibe, så vi risikerer at nogle kæntrer eller synker.

Ud over ovennævnte indsatsområder har vi også et byggeri med SFO-lokaler, billedkunstlokale, hjemkundskabslokale samt mediatek, som skal integreres i Sigerslevøster Privatskoles hverdag/skoleliv. 

 

Opfølgning på sidste års pædagogiske handleplan:

 

Alle ovenstående punkter er opfølgning på sidste års pædagogiske handleplan.

 

 

 

 

 

Følgende punkter er blevet en del af hverdagen:

 

  • Klasselærerne vil fortsat have fokus på det sociale liv i klasserne på de 4 klasselærerdage i forbindelse med motionsdagen, jule- klippe-klistredagen, kulturdagen og tøndeslagningsdagen samt på ”Bogens dag/dage”.

 

  • Fysiktimerne i 7. klasse vil blive læst som deletimer med tysk og engelsk, således at en halvdel af klassen har to fysiktimer, mens den anden halvdel har en tysk- og en engelsktime. På et andet sted i skemaet bytter deleholdene rundt. Det har været en succes både for elever og lærere, så dette tiltag vil fortsætte.

 

  • Vi genindførte valgfagene i 8. og 9. klasse, da vi permanent har fået dispensation fra at undervise i kristendom på de to klassetrin. Derved er der plads til i skemaet at udbyde valgfag.

 

  • På biblioteket registrerer elever nu selv deres lån af biblioteksbøger, og det er blevet en del af vores hverdag.

 

  • 1. maj hvert år vil skolen åbne dørene for før-SFO for den kommende børnehaveklasse.

 

  • Drama i 6. klasse vil Jeanette Skovgaard være hovedansvarlig for. I det kommende skoleår er det dobbeltsporet 6. a og 6. b, derfor vil Leila Kipper være medansvarlig dette år.

 

 

 

Vi ser frem til endnu et udviklende og oplevelsesrigt skoleår på Sigerslevøster Privatskole.

 

De nye skolepengesatser for det kommende skoleår kan læses på Intra.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Jimmy Pedersen                                                                                    Marianne Andersen

Viceinspektør                                                                  skoleleder